Supervisionens tilrettelæggelse

Supervisionens ramme bør være karakte-
riseret ved, at både jeg som supervisor og supervisanderne forholder sig nysgerrigt og konstruktivt til hinanden, hvor vi søger at forstå hinandens intentioner, synspunkter og handlinger ved at involvere sig uden kritik eller fordømmelse.

Gennem nysgerrighed og dialog arbejder vi os frem til så mange elementer som muligt, inden der i fællesskab eventuelt træffes en beslutning.

I supervisionens kontekst er det muligt nys-
gerrigt at lytte til erkendelser, oplevelser, muligheder og betydningsforskelle, som de udspringer af egne og andres fortællinger.

Fortælling og dialog på grundlag af de invol-
veredes refleksioner og perspektiver på forskellige problemstillinger kan, efter min opfattelse, være med til at skabe nye


handlemuligheder, forandringer i praksis samt bedre trivsel i det daglige arbejde.

I supervisionen er dialogen udgangspunktet for samtalen og de problematikker som supervisanderne har beskrevet. Jeg opfatter dialogen som et særligt element i bestræ-
belsen på at nå frem til gensidig forståelse. En samtale kan ikke optræde på komman-
do, men den kommer heller ikke af sig selv. Den skal gives de rette betingelser, og den skal fremelskes. Dette forudsætter, at også supervisanderne er indstillet på og har vilje til at være undersøgende og nysgerrige. Både if. andre og if. egne handlinger.

Dialogen er tillige en erkendemåde — en vej til afklaring, indsigt og forståelse, der forudsætter at parterne er villige til at forholde sig reflekterende til sig selv, den anden og det fælles tredje — indholdet i sagen, emnet etc.